Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

SOMMERPIBER

JUN
08

SOMMERPIBER


Dato Torsdag d. 8. juni 2023, kl. 19:30
Sted Sankt Johannes Kirke, Blegdamsvej 1, 2200 København N
SOMMERPIBER

Den fynske organist Tina Christiansen aflægger sommervisit i Sankt Johannes Kirke. Med i tasken har hun blandt andet musik af Bedřich Janáček og Aivars Kalējs.

Tina Christiansen er en særdeles aktiv koncertorganist med en omfattende international karriere som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Hun er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Ulrik Spang-Hanssen med højeste karakter ved Kandidateksamen i 2011. Efter endt Kandidateksamen blev Tina med topkarakter optaget i Solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 2013. Sideløbende med Solistklassen har Tina studeret hos organist Anders Johnsson ved Musikhögskolan i Malmö. I 2017 blev hun inviteret til at spille en solokoncert i St. Paul's Cathedral i London samt finalekoncerten ved London Organ Day. Hun har desuden optrådt som orgelsolist ved koncerter med Odense Symfoniorkester og Prinsens Musikkorps. 

Tina har deltaget i konkurrencer i ind - og udland og vundet priser i følgende: 1. pris i Syddansk Talentkonkurrence (2006) og 3. pris i "4. Feliks Nowowiejski Organ Competition", Polen 2010. Som orkestermusiker på orgel, cembalo, klaver og celeste har hun adskillige gange spillet koncerter med Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Slesvigske Musikkorps, Det Danske Ungdomsensemble (DUEN), Ensemble Zimmermann og BaroqueAros. Tinas repertoire er stort og spænder over mange århundreder. Hun har uropført orgelmusik af komponisterne Anders Koppel, Niels Marthinsen, Rasmus Zwicki, Tróndur Bogason (FO), Erik Højsgaard, Irina Emeliantseva (RU/DE), Hans-Henrik Nordstrøm, Lars Kristian Hansen og Indra Riše (LV) samt kammermusik af Christos Farmakis (GR), Bo Gunge, David Loxley-Blount (UK), Martin Lohse, Frederik Magle, Niels Chr. Rasmussen, Thomas Clausen, Lars Kristian Hansen, Bo Lundby-Jæger, Tore Bjørn Larsen, Per Skriver og Morten Ladehoff. 

Tina har siden 2015 været ansat som organist ved Ansgars Kirke i Odense, og hun er initiativtager til og kunstnerisk leder af Odense Internationale Orgelfestival, som finder sted for tredje gang i efteråret 2023.

Fri entré!