Marie: Bliver du kontaktet af mange for tiden?
Louise: Ja, der gør jeg faktisk. Der er rigtig mange, der har brug for at tale med et andet menneske. Mange enlige, der sidder alene og nu er i karantæne, og som har brug for, at der er én, der tager sig tid til at tale med dem om de tanker, de gør sig nu. Og så er der desværre også mange, der kontakter mig, fordi de har brug for mere håndgribelig hjælp fra menighedsplejen. Denne krise rammer også alt for mange mennesker økonomisk.
Louise: Hvad med dig – hvad optager folk lige nu?
Marie: Jeg taler også med ret mange hver dag; både ældre og yngre og især enlige. Mennesker, der er ensomme og måske endda bange, og som ikke har nogen at dele alle tankerne og angsten med; hvor længe skal det her vare? Er nogle af dem, jeg kender og holder af blevet smittet og syge? Vores mange rutiner og daglige gøremål er med et revet væk, og det er svært for mange selv at skulle finde en struktur i en hverdag, der hurtigt kan flyde ud i en konstant strøm af nyheder fra tv. Samtidig oplever jeg også en stemning af, at vi skal nok klare det og komme igennem det her. Alting har en tid… og det rører mig, hvor mange der viser storsind og tålmodighed, forståelse og endda kærlighed til hinanden og deres næste – også til os fra kirken.
Marie: Hvordan er din egen hverdag?
Louise: Jeg mener, at det er vigtigt, at vi tager anvisninger fra Statsministeren og sundhedsmyndighederne alvorligt; vi skal passe på hinanden ved at holde afstand. Så jeg bliver indendørs, og med en søn på 5 år, så kræver det en del, men samtidig skaber han også både struktur og glæde, og synes faktisk at trives midt i det hele. Men det er afgørende at skabe faste rutiner i den hverdag, der er vores lige for tiden – både for ham og for mig, også arbejdsmæssigt.
Louise: Hvordan er det at tale i telefon i stedet for at være sammen, når man taler med hinanden?
Marie: Det er sådan, det må være lige nu, men jeg må indrømme, at jeg savner den menneskelige kontakt. Det er er en stor del af mit, vores, arbejde at sidde over for mennesker, der glæder sig, sørger, kæmper med tilværelsen eller bare har behov for en snak, og denne nedlukning har gjort det meget tydeligt for mig, hvor meget kropssprog faktisk betyder i en samtale. At man kan se det andet menneskes ansigt; smiler han, hvad siger hendes øjne… der er så meget i en samtale, man hverken kan få ned på skrift i en mail eller sms, og heller ikke i en telefonsamtale. Men når det er sagt, så er det rart at høre et andet menneskes stemme, og man kan ofte hører på tonefaldet, hvordan de har det. Så nu er det sådan det må være, men heldigvis bliver det hverdag igen.
Marie: Hvordan er det, at kirken er lukket
– at der ikke er gudstjeneste?
Louise: Det er forfærdeligt. Der mangler noget helt afgørende – nemlig de andre, fællesskabet. For selv om jeg har skrevet mine prædikener til om søndagen, og endda også har lagt en nadver-film ud på Simeons Kirkes facebook side, så mangler det helt afgørende, nemlig de andre. Denne tid viser meget tydeligt, at det er fællesskabet, der skaber kirken; mennesker, der mødes for at være sammen, for at synge sammen, for at høre og tale med hinanden. Men lige nu må vi være sammen på afstand – vi skal passe på hinanden.
– men vi glæder os til at møde jer alle sammen igen – ansigt til ansigt!
Bedste hilsner Marie (Sankt Johannes Kirke)
og Louise (Simeons Kirke)
KONTAKT
Sognepræst i Simeons Kirke
Louise Britze Kijne:
51329794 og lobr@km.dk
Sognepræst i Sankt Johannes Kirke
Marie J. Damm:
21771475 og mjd@km.dk