Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Gudstjenesten på to minutter - 4. søndag efter påske


Af Sognepræst: Louise Britze Kijne

Det er blevet sagt om coronakrisen, at nu var vi alle i samme båd. Men er det sandheden? Måske er vi nærmere i den samme storm og på det samme hav – men med vidt forskellige muligheder for at komme godt i land Så meget desto mere har vi brug for snart at kunne komme i kirke igen, hvor vi kan være i samme båd i kirkeskibet. I dag skal det handle om sandheden og friheden på et plan, der ikke lader sig ødelægge af tidens fake news og forvirring om hvad vi skal tro om situationen.


Gudstjenesten på to minutter - 4. søndag efter påske

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
 Johannesevangeliet 8,28-36

 

Prædiken:

Vi griber hurtigt til de store paroler i dagens tekst: friheden og sandheden. Jesus taler som Gud. Han er ikke kommet for at sige sandheden, han ER sandheden.

Der er et citat om sandheden, som er blevet tilskrevet mange gennem tiden. Den ældste kilde er den græske digter Aischylos, som skrev det i år 480 før Kristi fødsel. Det lyder:” I krig er sandheden altid det første offer”. Man kunne tro det var fra en tid hvor medierne var med til at skævvride billedet af hvad der rent faktisk foregik, men det er altså fra en tid flere tusind år før fake news og internettrolde. Det siger noget om at sandhed er noget dyrebart og noget kraftfuldt siden parterne i en krig gør så meget for at bemægtige sig sandheden.
Her under corona-krisen bliver vi også revet rundt i manegen og det kan være svært at finde ud af hvem man skal stole på. Hvor farligt er det her? Skal vi ikke snart åbne alt igen? Og er det virkelig så farligt at synge?!! At kirker kan blive noget af det farligste, hvis ikke vi klapper i?  Skal vi prøve at blive immune ved at se at blive smittet? Eller skal vi for alt i verden undgå at blive smittet? Det bliver ikke mindre forvirrende af se til udlandet hvor store ledere  foreslår at rense smitten væk ved at drikke rengøringsmiddel og bagefter siger at det var ironisk ment. Hvad skal vi dog stole på? Det er jo altså de færreste af os, der har uddannelse i virologi eller epidemiologi så vi er nødt til at finde nogen vi kan stole på. Det er ikke svært at forstå at mange sover dårligt for tiden.

Den sandhed Jesus taler om er langt mere overordnet. Den er det dyb vi kan falde tilbage på, når det slet ikke er til at finde ud af hvad vi ellers kan stole på.

Jesus siger at han ER sandheden. Han er Gud åbenbaret i et menneske. Han er Guds almagt og kærlighed og hans liv, død og opstandelse viser at Guds kærlighed er så stærk, at verdens ondskab og døden, der er så ultimativ som noget ikke kan slå den ihjel. Det er sandheden.

Den sandhed Jesus kommer med er ikke et manifest til at slå os oveni hovedet med. Hver gang der kommer nogle bogholdertyper for at forhøre ham i loven og profeterne står han distancen, men prøver at henvise os på det liv vi står midt i. Taler til os med et ’du’, og beder os se på hvad vi selv kan ændre i vores eget liv – og så lade være med at dømme andre. Jesus sandhed er ikke en lang udredning om altings sammenhæng. Det er forenkling og forankring. Hele loven får han kogt ned til at hvis vi var forankrede i kærligheden, elskede Gud og elskede vores næste som os selv – så var det ikke nødvendigt med loven. Der er sandheden og friheden.
Det er ellers ikke altid så frisættende at blive konfronteret med sandheden.
Når vi bliver præsenteret for det vi kalder ”at måtte se sandheden i øjnene” er det noget helt andet end at lære Guds kærlighed at kende – det er ikke den sandhed. Når vi er i en livssituation, hvor vi må se sandheden i øjnene betyder det som regel mere begrænsninger end frihed, mere død end liv. Det samme gælder i situationer, hvor der er en, der siger: ”Der fik jeg godt nok sagt ham et par sandheder” – ja, så er det vel forhåbentlig ikke ligefrem løgne, der er blevet sagt, men begrænsninger og som regel inderligt subjektive, helt personlige domme og formaninger, der er burde være helt for egen regning og ikke ophøjes til sandhed. Vi ved udmærket hvordan det er at møde et menneske, der vil sige os sandheden: docerende, manipulerende og ærligt talt sjældent særligt opbyggeligt. Ikke særligt frisættende. De der sandheder vi render og siger hinanden er tit bare vores egne meninger ophøjet til sandheder. Vi hylder objektiviteten og forskningen og har stramt bundne regler for hvornår vores videnskabelighed er objektiv – og kører samtidig ud af alle mulige tangenter med vores egne holdninger.

Vi søger sandheden og køber biografier om spændende og inspirerende mennesker. Hvem var de egentlig. Hvad fandt man i Michael Jacksons skraldespand og i Whitney Houstons badeværelse. Hvem var Frederik d. 6 – og Struensee og dem der.  Og hvem var Jesus, selvom vi godt ved at Dan Brown, der skrev mega-bestselleren Da Vinci Mysteriet, selv erkender at han bare digter løs på halve vinde os sekteriske myter, bliver sådan en knaldroman anledning til en kæmpe interesse for om han i virkeligheden stak af med hende den hotte Maria Magdalene og fik en masse børn, der måske stadig er efterkommere af. Wow, at være Jesus tiptip osv oldebarn. – Jesus ville muligvis synes at også det var ret lige meget. Han giver i hvert fald ikke meget for betydningen af at være Abrahams efterkommere.

Men hvad er frihed så for os?

En ung mand frembviste en stor tatovering på overarmen og fortalte at det, der stod var det indonesiske tegn for frihed. Frihed var det vigtigste for ham, sagde han. Frihed for ham var ikke at være forpligtet på én bestemt kone eller kæreste, ikke at have børn, der kunne kræve forsørgelse eller opmærksomhed og så vidt muligt heller ikke have noget arbejde med sådan en chef, der kunne komme og sige hvornår man skulle hvad. Frihed fra alt hvad der i al almindelighed gør en masse krav på et voksent menneskes liv. Frihed fra.. det er som at leve som Peter Pan, der aldrig bliver voksen. Jeg har ingen ret til at sige, at det er forkert – og lidt Peter Pan er der nok i mange af os. Eller vi drømmer om det, når vi står i forpligtelser til op over begge ører. Lån i banken, skole-hjemsamtaler, årsplaner for arbejde eller forholdet til kommunen. Hvis vi ikke vil være bundet af andre eller andet bygger vi os inde i et slags enmandskloster og må hele tiden minde os selv på at her, er der kun plads til mig. Det kunne fra en anden vinkel godt ligne et liv der var alt andet end frit, men temmeligt indestængt. Det kræver i hvert fald store ofre at være fri fra alt der binder.

Der er en anden slags frihed i at knytte sig til Jesus. Frihed er at være bundet i kærlighed. For når vi handler, bundet i kærlighed, handler vi efter vores dybeste nødvendighed, der vi brænder for, dem vi elsker, det vi tror på, så bliver alt muligt andet ligegyldigt.

I en kristen forståelse af frihed er vi frie fordi vi ikke er bundet af vores fortid – og bundet i kærlighed til Gud og vores medmennesker.

De jøder Jesus taler til, bliver noget pikerede over de sammenkædninger Jesus gør. Hov, hov, vi er Abrahams efterkommere! Vi har aldrig været slaver for nogen. Vi her er vel nærmere Grundlovens efterkommere. Hvis der bliver pillet ved vores rettigheder, trues sandheden om vores demokrati og vores billede af at være frie. Vores frihed som borgere i Danmark, hviler i høj grad på de rettigheder vores love giver os – og hænger dermed også sammen med vores forbud og begrænsninger. Friheden er en bundet størrelse.

Hos Jesus tæller det med nationalitet og historie ikke. Det han kommer med taler på fuldstændigt samme måde til den rige og den fattige, den hvis land har en lang kamphistorie og den der kun kender fred. Det kan godt være dit folk aldrig har været slaver, men det kan du ikke dække dig ind under hvis du selv er slave af synden siger han. Den gør synden er bundet af den. Og synd er at være skilt fra Gud og som regel også vores medmenneske. Frihed i kristen forstand er det frimodige menneskes frihed til at handle med frit mod fordi synden ikke har magten, når vi bekender os til Gud.

Vi har lige kunnet fejre 5. maj og kunnet sætte tændte lys i vinduerne 4. maj om aftnen for at mindes at være blevet befriet fra 2. verdenskrig for 75 år siden. Det virker utroligt at den krig kunne ske. At vanvittige løgne blev ophøjet til sandheder og uskyldige mennesker blev dræbt i milliontal på grund af en overbevisning der blev ophøjet til sandhed. Hvad der kommer til at stå i historiebøgerne om coronakrisen, er nok for tidligt at sige endnu. Det er blevet sagt at nu er vi alle i samme båd. Et andet bud på sandheden om vores fælles situation er at vi er i den samme storm på det samme hav – men bestemt ikke i samme båd. I en krise som denne er nogle af os på mageligt indrettede stærke skibe med en god besætning og proviant, andre sejler alene uden at opleve hjælp og uden mulighed for at navigere og så er der altså også dem, der er røget overbord. Corona har bestemt ikke sat os i samme båd.

Jesus sætter os i samme båd – den båd hedder kirkeskibet og ombord på den forpligter vi os på ham og på hinanden. Derfor håber vi også indtrængende nu, at vi kan få lov – på en sikker måde – at samles i kirkens skib, som kirkebygningen også kaldes og være i det fællesskab, den frihed og sandhed der lyser mod os der. I kirkeskibets fællesskab sejler vi sammen mod opstandelsens solopgang der lyser mod os med sandheden om at døden er overvundet og at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Det er at være frie.  Amen.